Om os


Om Aarhus Regnbue Idræt

Velkommen til Aarhus Regnbue Idræt (forkortet ARI) - Vi er din idrætsforening i Aarhus for LGBTQIA+ personer samt alle, der er åbne overfor denne gruppe.


Vi er en forening, hvor sport, idræt, motion og fællesskab går hånd i hånd. For os handler det ikke kun om at dyrke idræt, men også skabe et trygt, inkluderende og mangfoldigt rum, hvor alle kan være sig selv 110 %. 

Vores historie

I 1986 stiftes foreningen under LBL (Landsforeningen for bøsser og lesbiske). I 1995 begærede LBL betalingsstandsning, hvor man valgte at træde ud af LBL og starte egen idrætsforening, som kom til at hedde Danish D-Lite.

Navnet Danish D-Lite stammer fra deltagelsen i Gay Games i New York. Her havde man langeret en let øl, der hed D-Lite. Eftersom det kun var få år siden, at Danmark vandt EM, som man dengang kaldte Danish Dynamite, lå det lige til højrebenet at idrætsforeningen skulle hedde Danish D-Lite.

I 2023 skiftede foreningen navn til Aarhus Regnbue Idræt.

Læs mere under "Presse / logo", hvor der er flere historier om foreningen.

Vores vision og værdier

Aarhus Regnbue Idræt blev stiftet med et ønske om at skabe et aktivt fællesskab i Aarhus, hvor idræt er for alle – uanset seksuel orientering, kønsidentitet, alder eller fysisk form.


Vores forening hviler på tre vigtige grundsten:

  • Mangfoldighed og inklusion: Hos os er der plads til alle. Vi favner forskellighed og arbejder aktivt for, at alle føler sig velkomne og ligeværdige – uanset om du er nybegynder eller erfaren. 

  • Et trygt rum (Safe Space): Idræt skal være sjovt og ukompliceret. Vi skaber rammer, hvor du kan dyrke motion uden at skulle bekymre dig. Her kan du klæde om, træne og være social i et trygt og respektfuldt miljø.

  • Fællesskab på og uden for banen: Vi vægter det sociale utrolig højt. Udover den ugentlige træning på vores forskellige hold, arrangerer vi løbende sociale aktiviteter, fællesarrangementer og deltager i events som f.eks. Aarhus Pride.

 

Vil du være med?

Vi synes, det er vigtigt, at du finder den helt rigtige idrætsgren og hold. Derfor tilbyder vi altid en gratis prøvetræning.

Det eneste du skal gøre, er at kontakte koordinatoren for den idrætsgren, du er nysgerrig på, så vi ved, at du kommer.

Er du klar på at melde dig ind? Bliv medlem her

Har du generelle spørgsmål til foreningen, eller har du en god idé til en ny idrætsgren, du vil starte op hos os? Skriv endelig til os på kontakt@aarhusregnbueidraet.dk.

Vi glæder os til at møde dig i foreningen!